Hit med Halfdan

Scene 1.

Mørke. Langsomt begynder morgenlyset at trænge ind gennem vinduerne på hittegodskontoret. De er tilgitrede, undtagen det øverste helt oppe under taget. Rummet er fyldt med hylder. Alskens ting og sager står på hylderne, hænger på væggene og under loftet. Op ad endevæggen under vinduerne er der en slags skuffedarium. Skufferne er markerede med alfabetet. På gulvet et skrivebord. På skrivebordet et skilt: Jensen – Hittegodskontorfuldmægtig. I den ene side en indgangsdør. Et billede af en myndig herre hænger på væggen mellem vinduerne.

Skygger spiller på et vindue. Knirken forkynder, det bliver dirket op. Et hoved kommer til syne. Det tilhører Digter Halfdan.

Digter Halfdan: Hvad mon .? . . Et lager. Fint, her finder han mig aldrig!

Halfdan smyger sig ind gennem vinduet. Med stor møje kravler han ned ad væggen. Inden han når helt ned lykkes det ham at jokke i en skrivemaskine, der står på skuffedariet.

Digter Halfdan: Arhhhhg! (Krusemynte dukker op i først det ene og så det andet vindue og stirrer søgende ind, inden han forsvinder igen) Stille, stille . . .

’Jeg er en lille stille en,

som når de stjerner jeg skal nå.’

Desværre har jeg krumme ben.

Dem har jeg haft fra de var små.’ (Noget om tangforløsning. TOS. 110 - uddrag)

Arhg!… Mærkeligt lager? Nye ting og gamle sager. Og skrivebord med navneskilt. ”Jensen – Hittegodskontorfuldmægtig”. Vildt! Åh nej! Det er ikke et lager, som jeg tror, men byens hittegodskontor. Halfdan, du er en stud og nu kan du ikke komme ud.

Halfdan er fanget. Vinduerne sidder for højt til, at han kan nå dem igen og døren er låst.

Digter Halfdan: Her kommer der folk, dit kvaj, så du får svært ved at gemme dig. Hvem ved, om jeg tager forskud på sorgen, måske har de først åbent i morgen.

Halfdan begynder at studere hittegodskontoret nærmere. Han finder et par bukser, hvor bagdelen er brændt væk.

Digter Halfdan:

’Bennys bukser brændte.

Børge råbte, åh!

Børge havde nemlig

Bennys bukser på.’ (B, Halfdans ABC)

Han opdager billedet mellem vinduerne.

Digter Halfdan: Gad vist hvem han er den gamle knark, han ligner grangivelig en patriark. Åh, det ku’ være ham der fra skiltet på bordet, som hersker over hittegodskontoret.

’På byens hittegodskontor

som gamle Jensen passer,

der kan man finde hattefoer

og sko og kontrabasser.

Der ligger juletræer og nips

og træben og raketter,

og smarte strømpebånd og slips

og lyseblå korsetter.

Der ligger tusind sære ting,

som folk har glemt i toget.

Men gamle Jensen går omkring

som om han søgte noget.

Han leder mellem brudeslør

og mus og kaffetragte,

for han har mistet sit humør

og glemt hvor han har lagt det!’ (Noget om en Søgende Sjæl. TOS. 120)

Halfdan bliver så begejstret for sin nyfundne ode, at han tager skrivemaskinen hen på skrivebordet, sætter papir i og begynder at skrive det ned.

Scene 2.

En nøgle rasler i døren. Halfdan finder sig et gemmested. Hittegodskontorfuldmægtig Nanette Jensen kommer ind. Hun nynner på en lille disciplineret morgensang, mens hun gør kontoret klar til dagens dont.

Nanette:

’God morgen, sol! God morgen, morgensol!

som skinner ned op bellis og viol

og ned på Jens og Karl, de frække fyre,

der står og tisser på en tissemyre.

Men myren skal man ikke tisse på,

så derfor siger jeg: la vær og stå

og tis på myren, men gå hjem igen

med jeres tissemyre tissemænd!’ (God Morgen Sol, RIM 102)

Nanette opdager papiret i skrivemaskinen. Da hun ser det handler om ”Gamle Jensen” krøller hun det forarget sammen og smider det i papirkurven. Halfdan begynder at protestere, men tager sig selv i det.

Nanette: Hvad! Jeg synes, jeg hører lyde. Hvad skal det nu betyde. Er her rotter og mus eller det, der er værre, så skal jeg nok vise dem, hvem der er herre.

Nanette afsøger rummet. Lige før hun afslører Halfdan finder hun en kartoffel, som han kaster ud midt på gulvet. Nanette indfanger den.

Nanette: Nej det er dog for galt og helt igennem fatalt! En mystisk tingest med hud og hår har lagt sig på gulvet siden i går. Tror du, du bare kan gå din vej? Nej her på kontoret bestemmer jeg! Hvis du bliver væk, så får jeg skylden, så nu skal du tilbage på hylden. Men først skal du grundigt registreres, før du igen kan arkiveres.

Hun sætter en formular i den havarerede skrivemaskine.

Nanette:

’Min skrivemaskine har mistet

en skråstreg i ø.

Den skriver bestandig en so,

når jeg mener en sø.

Og skriver jeg, bonden har bøfler,

da står der bofler.

Så nu har jeg endelig fundet

et rim på kartofler!’ (Noget om Tab og Gevinst. TOS. 52)

Hun trækker formularen ud af skrivemaskinen.

Nanette: Hvor skal du nu stå? Du skal stå under K!

’Kanonkongen Knold

der var gal som en trold

købte kugler og krudt

for en krone

kom en mægtig portion

i sin store kanon

og skød hoved og hat

af sin kone’ (K, Halfdans ABC)

Scene 3.

Kleptofelia Møller kommer ind med sin store taske.

Kleptofelia: God morgen Nanette. En herlig morgen med tåger så lette og solskin for oven.

’Sol gir varme

sol gir sved

sol gir næsen fregner.

Sol står op og sol går ned

også når det regner’ (S, Halfdans ABC)

Nanette: God morgen, Kleptofelia. Den hilsen skal du i hvert fald have – men jeg har travlt og ikke stunder til at høre dig fable om naturens under.

Kleptofelia: Arbejde! Arbejde! Du bør gi’ dig tid til andet end pligter og flid.

Nanette: Det gør jeg også, men først klokken fem, når dagen er slut og jeg kan gå hjem. En gåtur på tyve minutter fra starten og til den slutter. Dér kan jeg nyde naturen og hjemme der venter kulturen i form af lyrik og poesi, som jeg læser til klokken den blir ti:

’Bølgerne lagde sig.

Solen gik ned.

Ude på molen

stod kællingens ged.

Kællingen kaldte:

Kom hjem lille far!

Gu vil jeg ej,

råbte geden til svar.

Bliv mig fra livet

med roer og kål!

Nu vil jeg søreme

stange lidt ål!’ (Noget om Kostforandring. TOS. 51)

Kleptofelia: Det lyder alt sammen meget godt, jeg synes bare det er lidt småt med de ting som betyder noget...

Nanette: Siger du, mit liv er fjoget!

Kleptofelia: Jeg mener bare, det ku’ være bedre, hvis vi begge havde kendt vore fædre.

Nanette: Tak! Nu ved jeg, hvor du vil hen. Vi snakker om det igen og igen. Jeg husker ikke min far og min mor, jeg har hverken søn eller datter eller fætter, kusine, søster og bror – og en ting, som jeg slet ikke fatter, er hvorfor jeg mod bedre viden sku finde en mand, som før eller siden alligevel skrider før tiden! Nej, jeg har valgt at leve alene og klaret mig fint sku jeg mene!

Kleptofelia: Nanette, min kære, du må altså lære, at det er rigtigt og meget vigtigt at lade andre komme ind både i dit liv og sind – også selvom berigelsen blot er en skriftlig hilsen:

’Postkassemaleren Madsen

fik næsen i klemme i kassen

og nøs, så halvtreds tusind breve

fløj bort mellem Køge og Greve.

Ensomme, gamle Kamilla,

der sad for sig selv i sin villa

og drak en kop te og en pilsner,

fik pludselig en masse hilsner.

Ti tusind breve fra Jensen

og flere fra Larsen og Svendsen,

et brevkort med sne fra en fætter

og fem tusind skattebilletter.’ (Noget om Relative Glæder. TOS. 22)

Nanette: Det er ikke for at være stejl, men jeg må altså sige det igen: Mit liv er aldeles uden fejl, selvom du er min eneste ven.

Kleptofelia: Én ven er bedre end ingen og nitten er bedre end syv. Men en far eller mor eller lillebror – og det ikke engang lyv – er bedre endnu end hundrede venner, om så de kom fra alle ender og kanter af landet og øer i vandet, med samt en flok fra Gedser på tilbud til en halvtredser!

Nanette: Så er det nok! Og jeg mener nok! Det er det samme hver eneste dag: Du gir mig det glatte lag, om hvor vigtigt det er at have en familie og selvom det er med din bedste vilje, er jeg træt af hele den sag. Så gå nu ud.

Kleptofelia: Skal jeg gå ud?

Nanette: Ja, gå nu ud og kom ind igen. Så starter vi dagen forfra, min ven.

Kleptofelia: Hvis din dag startede så elendigt, så kunne det vel godt være nødvendigt.

Kleptofelia går ud. - Kleptofelia kommer ind.

Kleptofelia: God morgen, Nanette. En herlig morgen med tåger så lette og solskin for oven.

Nanette: God morgen, Kleptofelia. Den hilsen skal du selvklart have!

Kleptofelia: God morgen? God morgen, god dag og igen:

’Godmorgen, min tøs! synger buske og trær.

Godmorgen, min dreng! nynner bækken.

Og vejret er nok en godmorgensang værd.

Se, spurvene vasker de bittesmå tæer

i pytterne omme bag hækken!’ (Godmorgen. RIM, 121 - uddrag)

Nanette: Og nu må vi til sagen. Vi har ikke hele dagen.

Kleptofelia: Jeg har altså været flittig.

Nanette: Jeg gjorde mig ikke vittig.

Kleptofelia: Jeg var ude på togt den halve nat.

Nanette: Og hvad har du hittet af gods, min skat?

Kleptofelia: En hat!

Nanette leder efter plads på den overfyldte hattehylde.

Nanette:

’Min nathue huer mig ikke.

Kalotten ka Lotte jo få.

Kasketten ka skytten

benytte om natten

hvis ikke kadetten

med kutten vil ha den,

og hitter jeg hatten

og hætten i hytten

kan ham hottentotten

og skotten fra Vrå

få hittehathatten

og hyttehætten på!’ (Hittehattehættehuer. RIM 149)

Kleptofelia: En kam.

Nanette:

’Filibom! Filibam!

Den, der er skaldet,

må re’ sin madam!

Filibam! Filibom!

klog er den tosse,

som ved, han er dum!’ (Noget om Kloge og Dumme. TOS. 11)

Kleptofelia: - og to æg:

’Hundrede høns i hønsegården

kom op at slås en søndag morgen.

Da de var færdige lå tilbage

en kæmpemæssig æggekage’ (H, Halfdans ABC)

De hygger sig gevaldigt med dagens høst, da de høre lyde fra Halfdan.

Kleptofelia: Men dog, er her ubudne gæster?

Nanette: Hvis de tror, de kan holde fester, her på mit pæne kontor, hjælper ingen kære mor. Jeg maser dem flade som lus!

Kleptofelia: Sig ikke, at det er mus! Jeg kan klare alle andre dyr, selvom heste og katte er svære at styre. Men mus dem kan jeg bare simpelthen slet ikke klare!

Nanette: Rolig, min ven, og husk nu på, at de trods alt er relativt små:

’Av for katten!

råbte musen,

der fik en

på sinkadusen.

Hvor du bander,

svared hesten.

Sku man tro,

at du var kristen?

Du kan sagtens

være dydig,

råbte musen

gal og spydig.

Hvis jeg trådte

dig på maven,

blev du sikkert

osse gnaven!’ (Noget om at blive Trådt på. TOS. 73)

Glem nu de småkravl og al deres trasken og sig mig om du har mere i tasken?

Kleptofelia: Jeg har stadig en enkelt ting – åh, jeg roder helt i ring og tvivler på jeg kan finde ret meget mere herinde – og dog, nu er den funden, den lå bare nede på bunden.

Kleptofelia holder stolt en mærkelig skrigefarvet klat op.

Nanette: Nu bliver det vist en tand for broget. Hvad er dog det for noget mystisk noget?

Kleptofelia: Ballontyggegummi med masser af smag, der kun er tygget den halve dag, så den er slet ikke færdig – og størrelsen er en konge værdig!

’Tyggegummikongen Bobbel

sidder i en gummipoppel,

synger tyggegummisange

for en tyggegummislange.

I hans slot af tyggegummi

med de mange flotte rum i,

sidder tyggegummikonen

midt på tyggegummitronen.

Alle folk fra kvist til kælder

spiser gummifrikadeller,

drikker tyggegummivander

af de store gummikander.

De har tyggegummitunger.

De får tyggegummiunger,

går med tyggegummihatte

og har tyggegummikatte.

De har tyggegummistuer

fyldt med tyggegummifluer.

De har tyggegumminæser,

der kan vippe når det blæser!’ (Tyggegummikongen Bobbel, RIM 32)

Halfdan har ladet sig inspirerer til at danne rytmegruppe i baggrunden. Han slutter med en gevaldig ”trommesolo”. Nanette og Kleptofelia er i første omgang for optagne af deres eget til rigtig at bemærke det, men efterhånden går det op for dem, at der foregår et eller andet underligt. Halfdan slår et enkelt slag på en triangel.

Kleptofelia: Du godeste, slog klokken et! Jeg må af sted på endnu et hit. Jeg mødte fru Olsen – hun plager mig tit for at hitte mandens bolig, som han mangler. Det gør ham urolig:

’Hr. Olsen må bo

i en gammel kanon,

fordi han er døv

som en kokosmakron.

Når Olsen skal op,

hvad de fleste jo skal,

La’r konen kanonen

gå af med et knald.

Så brummer hr. Olsen

og strækker sig lidt:

Jeg syns jeg ku mærke

at klokken slog eet!’ (Hr. Olsen. RIM 92)

Scene 4.

Kleptofelia er gået.

Nanette: Tik tak, tik tak. Tiden traver travlt af sted. Tik tak, tik tak. Det er tungt at trave med.

’Man fødes.

Man skriger.

Man dier.

Man vander.

Og nogle blir piger.

Og andre blir hanner.

Man famler med sproget.

Bekendtskab blir stiftet.

Så blir man

forelsket

forlovet

forgiftet!’ (Noget om Livsforløb. TOS. 168)

I mellemtiden er Halfdan igen på færde.

Nanette: Hvis det er en mus, er den stor som et hus. Men her skal den ikke være, for her på kontoret – og det må den lære – står jeg ved roret. Her er kun hittede sager, behørigt leveret og lagt på lager vel registreret. - Tyv! Røver! Ugerningsmand!

Digter Halfdan: Det forholder sig slet ikke sådan...

Nanette: Som oven i købet trækker i land...

Digter Halfdan: Så lad mig forklare hvordan...

Nanette: Og straks begynder at lyve...

Digter Halfdan: Men jeg har jo ingenting sagt...

Nanette: Det gør alle tyve...

Digter Halfdan: Det er klart, at du er på vagt...

Nanette: Ham her er bestemt en røver...

Digter Halfdan: Så hvis du vil lade mig forklare...

Nanette: Så det er vigtigt, jeg ikke tøver...

Digter Halfdan: Så tror jeg, du vil erfare...

Nanette: For røvere, de er brutale...

Digter Halfdan: At du tager fejl af mig...

Nanette: Og banker folk som gale...

Digter Halfdan: Tror du, jeg banker dig?! Hør, jeg kunne aldrig finde på, at bryde ind hos folk som dig og bruge vold på må og få. Jeg trænger til at gemme mig, for jeg har selv en mand på nakken, der bruger trusler uden skam og siger, jeg skal have en på frakken, fordi jeg har fornærmet ham.

Nanette flygter rundt i kontoret med Halfdan efter sig. Hun kyler tilfældige ting i hovedet på ham.

Nanette: Forbryder, slyngel, bandit, rocker - okker, gokker, gummiklokker!

Digter Halfdan: Okker, gokker, gummiklokker?!? Nu flygter hun, for pokker!

Han sætter efter hende ud ad døren. Man kan høre Nanette brøle efter hjælp ude.

Nanette: Hjælp! Mord! Brand! Vold! Pest! Told! Skat!

Halfdan kommer slæbende ind med den kæmpende Nanette.

Digter Halfdan: Så kom nu ind og fald til ro – så slap dog af din ko! Ja, undskyld mine hårde ord, jeg mener dem ikke så slemt, som du tror, men din larm får jo annonceret, at jeg er her i kvarteret og så er det ikke længere nemt for mig at være gemt.

Kleptofelia kommer farende ind.

Kleptofelia: Hvad foregår der her?! Hold straks op med det der! Giv slip på denne kvinde, hun er min bedste veninde! - Så slip hende dog, dit elendige skrog!

Sammen bliver Kleptofelia og Nanette for stærke for Halfdan. De får ham nedkæmpet og bundet, pakket ind eller på anden måde pacificeret.

Nanette: Nu har vi dig, din laban! – Lås døren, Kleptofelia. – Så skal vi give den satan en omgang han har godt af!

Kleptofelia: Åh ja, et lille raskt forhør, vil gøre slynglen mør!

Nanette: Hvem er du og hvad gør du her?

Digter Halfdan: Jeg...

Kleptofelia: Spyt ud din lille ansjos!

Digter Halfdan: Jeg...

Nanette: Jeg tør ej tænke, hvad der sker –

Digter Halfdan: Jeg...

Kleptofelia: Jeg maser ham til mos!

Digter Halfdan:

’Jeg er mig der er ham der er ham der er mig

og mit jeg det er mig ikke dig.

Hvis en anden var mig ku det godt være dig

der var mig hvis jeg ikke var mig.

det er klart det er rart jeg gik hen i en fart

og blev ental i første person.

Det er trist for enhver som har fødselsbesvær

og går rundt og er slet ikke noen.’ (Noget om at være, TOS 217 - uddrag)

Nanette: Fødselsbesvær? Nu bliver det for broget! Skal han nu også påstå noget, som afgjort ikke rager ham, men dænger mig til med løgnagtig skam: Hør nu her dit skarn, jeg har aldrig født et barn!

Digter Halfdan: Jeg undskylder, hvis jeg har sagt noget galt. Det var ment generelt og billedlig talt. Det er fordi jeg er digter og mine ord forpligter mig så jeg ikke svigter, hvor højt jeg end sigter. Kompromis er utænkelig...

Nanette: Må jeg være fri.

Digter Halfdan: Det kunne jeg godt tænke mig at blive...

Kleptofelia: Ingen interesserer sig for, hvad du vil. Du ved vist ikke, hvem du taler til. Dette er Nanette, hvis titel af hittegodskontorfuldmægtig i sig selv for dig burde være en vægtig årsag til at vise respekt. Er du i stand til det, knægt?

Digter Halfdan: Nå, det er sådan, det hænger sammen. Jeg troede, det var ham i rammen.

Kleptofelia: Det er min far...!

Kleptofelia bryder sammen i gråd.

Nanette: Som faktisk var, min forgænger – Møller – der lærte mig op, så jeg kunne overtage hans job. Men det er en skrækkelig sag, som skete pludselig en dag, der var tiltænkt en fest i sus og dus, men blev ødelagt af en rus:

’Ved Møllers jubilæum

var der mer end gaver nok

til at fylde et musæum,

hvis man skulle.

Der var palmetræer i potter,

der var rottegift mod rotter,

og en meget fin og flot

massagerulle.

Med brændevin og øller

fik man munterheden frem,

og fru Møller

der var fuld som en fromage,

kravled rundt i palmetræerne

og trak flasker op med tæerne

og gav Møller gift

og rotterne massage!’ (Noget om distraktion. TOS. 93)

Digter Halfdan: Jeg formoder, fru Møller er fængslet for mord...

Nanette: Shhh! Hun bliver aldrig nævnt med et eneste ord!

Digter Halfdan: Undskyld. Det vidste jeg ikke af.

Nanette: Forstår du, Kleptofelia kom bort fra sin far, da hun var barn – bortført af et udueligt skarn – engang hun var på Gotland – som tog hende med til Skotland, hvor hun endte til slut, som Badutspringer Ruth i et cirkus han havde i Arran...

Digter Halfdan: Det var som bare . . . pokker.

Nanette: Så, så – ikke så trist, du fandt da hjem til sidst og hvem havde i øvrigt drømt om at du skulle blive berømt:

’Badutspringer Ruth

er elastisk

og springer badut

så fantastisk,

at alle de små

attributter

badutter privat

når hun slutter!’ (Noget om privat Initiativ. TOS. 75)

Digter Halfdan: Tak skal du have, Kleptofelia – men når du sådan var verdenskendt, hvorfor i alverden er du så vendt tilbage til et ydmygt liv med hittegods som tidsfordriv?

Kleptofelia: At have en familie – hvad du tager for givet – er det vigtigste for mig i livet. Så jeg flygtede fra cirkus, for det vigtigste var for mig at prøve at genfinde far.

Digter Halfdan: Min far og mor har jeg aldrig kendt. Jeg blev fundet som spæd af en kirkebetjent og sat i pleje hos en konduktør, der var flyttet hertil fra Helsingør.

Kleptofelia: Åh nej, en stakkels forældreløs – vi må øjeblikkelig slippe ham løs! Nanette, lad være med at være så streng. Lad os dog hjælpe den stakkels dreng!

Nanette hjælper modvilligt Kleptofelia med at befri Halfdan.

Nanette: Du er for let at snøre, min tøs. Der er noget lusk ved den fløs. Hans løgn er tydeligvis enorm: En digter iført uniform?!

Digter Halfdan: Jeg kan let forklare sagen. Jeg er konduktør om dagen, for at tjene til dagen og vejen – men natten den er min egen. Der har jeg taget plads i digternes parnas! I nat bød jeg hele verden trods, med følgende helte-epos:

’Anarkisten Krusemynte

smed en bombe og forkyndte

med sin stemmes dumpe torden:

Ned med alt og linje fjorten!

Folk sprang bort med deres mapper,

ind i porte, op ad trapper.

Kun den lille konduktør stod

tavs og fattet hvor han før stod.

Bomben sprang! Og konduktøren

holdt sig for de store øren,

skreg med enden ud af skjorten:

Op med mig og linje fjorten!’ (Noget om at være Kontrær. TOS. 45)

Desværre var det sådan – og derfor er jeg nu på den – at det Krusemynte havde håbet og drømt, var at bomben skulle gøre ham berømt. Men da tiden kom til at nyde prisen, var det mit navn han hørte i TV-avisen. Så det blev mig, der stod som helten til sidst, på dagen, hvor han slog til som anarkist.

Kleptofelia: Min viden har vist en brist: Hvad er en anarkist?

Nanette: Anarkister er aktivister, der deler register med terrorrister.

Digter Halfdan: Så nu er han efter mig.

Kleptofelia: Den er god med dig.

Digter Halfdan: Han har svoret hævn.

Nanette: Tror du, jeg er et fortidslevn.

Digter Halfdan: Jeg siger jer, han er rasende!

Nanette: Uha, han kommer nok brasende, ind ad døren om et øjeblik.

Kleptofelia: Med gjaldende råb og et flammende blik.

Kleptofelia og Nanette morer sig kosteligt over deres eget vid.

Digter Halfdan: I tror, I er rigtig seje, men kan slet ikke greje, at han er en farlig karl, når først han er rigtig gal!

Kleptofelia: Den lille konduktør –

Nanette: Er vist blevet skør. Realiteterne svigter –

Kleptofelia: Vores digter.

Digter Halfdan: Hvis I ikke tror på mit ord, åbner jeg døren, for Søren! - Så kan det også være det samme. Jeg gør jeres vantro til skamme!

Nanette og Kleptofelia vrider sig i krampelatter. Halfdan vender sig beslutsomt for at gå hen mod døren.

Scene 5.

Dundrende næveslag på døren, som var det Stengæsten fra Don Giovanni der aflagde besøg. Alle stivner rædselsslagne.

Krusemynte: Hit – med – Halfdan!

Rædselsslagen tavshed. Mere dunder på døren.

Nanette: Hvad er det dog De gør ved min stakkels dør.

Krusemynte: Luk op! Jeg ved jeg kan finde digter Halfdan herinde!

Nanette: Al den larm gør ingen gavn. Her er ingen af det navn.

Krusemynte: Skal Jeg tro på det? Luk op og lad mig se!

Krusemynte buldrer igen løs på døren.

Nanette: Min pæne dør bliver molesteret og ganske grundigt havareret. Den mand er en plage. Han tager mig af dage. Men hvis jeg ikke lukker op, så får han en prop og bryder ind med mord i sind.

Nanette begynder med angst og bæven at låse døren op.

Digter Halfdan: Åh nej, han myrder mig!

Kleptofelia: Så gem dig dog, dit kvaj!

Døren springer op og Krusemynte stormer ind. Han begynder straks at gennemsøge rummet. Kleptofelia og Nanette lykkes kun med nød og næppe at gelejde Halfdan rundt fra skjul til skjul, uden det lykkes Krusemynte at finde ham.

Krusemynte: Hvor er du, bastard, kom frem i en fart. Hvis du vil rime, er det regnskabets time, for de løgnagtige vers, der går mig på tværs. Er du mand eller mus, din elendige lus. Jeg går ikke herfra, før jeg får et svar! Elendige kratlusker af en rimfusker. Nu skal du lide, din fnaddermide! Jeg flår dig i stykker for dine nøkker. Lokumsdigter! Pappoet! Elendige gnalling! Djævleyngel! Troldunge! Kvindagtige skrælling! Hundehoved! Duksedreng! Skvattede kælling! - Det er ærlig talt for trist, at du sværter en ærlig anarkist.

Stille.

Kleptofelia: Hvad var det, du sagde om anarkister?

Nanette: De deler register med terrorrister.

Krusemynte: Vi deler ikke register med nogen!

Nanette: Så må I være stærke i troen. For når I går rundt og sprænger bomber, er det fuldstændig ligesom de terror-tumper. Så for mig at se, så er anarkister nøjagtig det samme som terrorrister.

Krusemynte: Så meget ved jeg vel, at vi så sandelig er os selv. Jeg kommer lige fra generalforsamling i Danske Anarkisters Nationalforsamling og af referatet kan I forstå det var sjov, da vi mødtes ude i Marselisborg skov:

’Bombemarie

Granatsofie

Raketkristoffer

og Knaldekaj

gik en tur i den mørke skov

og satte sig hvor det ku falde sig.

Granatsofie var fuld af krudt

og skød med Knaldekaj uafbrudt.

Raketkristoffer, som var et fæ,

rørte ved Bombemaries knæ.

Bombemarie, som blev nervøs,

tændte en tændstik, den dumme tøs.

Og op under måne og mælkevej

med bum! og bang! og med

Hurlumhej!

foer

Bombemarie

Granatsofie

Raketkristoffer

Og Knaldekaj!’ (Hurlumhej. RIM 143)

Kleptofelia: Når anarkister kommer så let af dage, kan der ikke være mange tilbage. Hvordan skal vi tro, I har drevet det vidt . . .

Krusemynte: Din viden den er meget skidt. Efter dem, der falder for sagen vil der altid komme nye til. Det yngste medlem blev meldt ind i går og han er bare otte år:

’Lillegut fra Lillerød

gik aftentur i Hillerød

og slog en ganske lille prut

skønt det er meget strengt forbudt!

Femogtyve spillemænd

faldt om og råbte: Hillemænd!

Og kongens flotte kongehus

og fem paladser sank i grus!

Kongen skrev til Lillegut:

Nu må og skal det være slut!

For hvis du slår en stor en dag,

så revner jorden med et brag!

Lillegut blev meget flov

og skyndte sig i seng og sov.

Men hvis de voksne gir ham skænd

så prutter han såmænd igen.’ (Lillegut fra Lillerød. RIM 135)

Kleptofelia: Det her er faktisk forfærdeligt og ikke menneskeligt værdigt: I ødelægger jo alt. Det er ærlig talt for galt!

Krusemynte: Al vores gøren og laden og færden, gør plads for en ny og bedre verden. Når det gamle brydes ned så vil, noget nyt og bedre komme til!

Nanette: Og hvem skal skille skæg fra snot. Er det dig, der bestemmer, hvad der er godt?

Krusemynte: Selvfølgelig ikke – det forstår du vel, at det nye finder ud af det selv.

Nanette: Ak og ve, for en tynd kop te. Lamme argumenter for en verdensomvælter.

Kleptofelia: Tror du hans kone har givet ham lov, til at rende rundt og lave sjov?

Krusemynte: Verdensomvæltning er en alvorlig sag, der kræver sin mand både nat og dag. Der er ikke tid til tant og fjas med familie og børn og alt det stads!

Kleptofelia: Nej nu må jeg bede og mine himmelblå. Sådan noget gylle vil jeg ikke høre på! Familie betyder ti gange mere end al det hærværk du kan præstere.

Krusemynte: Jeg smadrer dig!

Kleptofelia: Du kan rende mig!

Krusemynte mærker magten glide ham af hænde og trækker i desperation en håndgranat. Kleptofelia springer for livet, mens Nanette stirrer hypnotiseret.

Kleptofelia: Nanette, pas på – en håndgranat!

Krusemynte: Nå det kunne få dig ned i spagat!

Nanette: Kan den der mon gå af med et brag?

Kleptofelia: Jeg tror, det er bedst, vi går ind på hans krav.

Krusemynte: Nå nu falder I nok til patten.

Nanette: Jeg må og skal have den . . .

Krusemynte: Hvad fabler du om, din nar . . .

Kleptofelia: Nanette, vil du ikke nok være rar og lade være med at hidse ham op. Han kunne jo gå hen og springe en prop . . .

Nanette: Jamen forstår du ikke, at med sådan én, bliver kontoret aldrig det samme igen. Hvilket andet kontor for hittede sager, har en håndgranat på lager? – Sødeste hr. Krusemynte, hvis vi nu lod som om vi begyndte forfra med hele sagen igen, tror De så, De kunne give mig den? - Den er fin…

Krusemynte: Det er min!

Nanette: Kom nu her.

Krusemynte: Lad være med det der!

Nanette: Jeg må og skal altså ha den!

Krusemynte: Prøv bare på at tage den!

Nanette: Hvad med et bytte.

Krusemynte: Til hvad nytte.

Nanette: Du kan vælge frit.

Krusemynte: Sådan noget skidt.

Nanette: Jeg kunne lappe dit tøj eller klippe dit hår. Eller lave din mad i det næste år!

Krusemynte: Kan du klare min opskrift på medister, må jeg indrømme, at det alvorligt frister . . .

Krusemynte lægger håndgranaten fra sig, roder febrilsk i sine lommer og finder et krøllet papir frem, som han giver Nanette. Hun finder ingredienserne frem fra hylderne, mens hun går den igennem.

Nanette:

’Knækbrød og kandis

og fire erantis,

en sten fra en blomme,

en ål på en tomme,

et hår fra en skaldet,

en kop der er knaldet,

en tand fra en due

to søm og en skrue’ (Noget om Kogekunst. TOS 35. Første vers)

Krusemynte:

’Læg det på panden

og gang med halvanden,

hæld tjære i uret,

sæt ild på komfuret,

rør rundt med en vandmand,

nu ved du hvordan man

skal lave medister

til fem anarkister!’ (Noget om Kogekunst. TOS 35. Andet vers)

Nanette: Skal opskriften følges pinligt korrekt?

Krusemynte: Det kan ikke understreges for stærkt. Hvis der mangler det mindste, er der intet, der dur!

Nanette: Vi har simpelthen slet ingen skruer. Men ærlig talt, kunne man ikke i stedet bruge en møtrik?

Nanette holder en møtrik op.

Krusemynte: Jeg har jo sagt, at det ikke dur! Så en må ud og købe skruer.

Kleptofelia: Kom Nanette, det ordner vi. Butikken har åbent fra klokken ti.

Krusemynte: Ingen forlader dette rum! Sig mig, tror I jeg er dum?

Kleptofelia: Ja så må du klare dig uden mad. Gør det din mave glad?

Krusemynte: Den rumler fælt og hult af en ubændig sult. Kunne jeg dog bare ordne det selv, men hvis jeg går, så tror I vel, at I kan stikke af. Det kan vi ikke have. Men hvem skulle vel kunne finde jer her hvis jeg låser jer inde. Og sagen med Halfdan, den lille plage, ordner vi så, når jeg kommer tilbage. Jeg helmer ikke før I siger, hvad I ved, om det så bliver her eller et andet sted. For hvis I tror, I er sikre på stedet her og kan slippe for at sige mere, så slæber jeg jer med til mit hemmelige tilholdssted:

’I slottet på fjældet

er kulde og træk,

for parken er fældet

og taget blæst væk.

Hver sten er forsvundet,

Hvert tårn smuldret hen.

Og ingen har fundet

en træstump igen.

Beboerne lever

af regnvand og støv.

De fire er grever.

Den femte er døv.

Han vogter det tomme

palads med sit sværd,

at ingen skal komme

og hygge sig dér.’ (Noget om Ugæstfrihed. TOS 115)

Krusemynte forlader rummet med en uhyggelig latter. Nøglen drejer skæbnesvangert i låsen.

Scene 6

På hittegodskontoret er alt gået i stå.

Nanette: Mad gør glad – eller sådan burde det være, men lige nu kan jeg slet ikke bære at tænke i de baner . . .

Digter Halfdan: Bare ordet ”bananer” får lysten til at falme.

Nanette: Åh nej nu får jeg kvalme.

Digter Halfdan: Jeg plejer ellers at blive helt høj af flødeskum og syltetøj.

Nanette: Åh nej, hold op – jeg beder dig: Stop! Det her er værre end spisebesvær, der ellers nok kan gøre en sær:

’Sabelsluger Sam fra Als

får så mange vabler

i sin lange tynde hals,

når han spiser sabler.

For at undgå vablerne

må han koge sablerne,

skønt han ellers holder på,

at de smager bedre rå.’ (Noget om Erhvervssygdomme. TOS. 25)

Kleptofelia: Hallo! Har I glemt Krusemynte? Hvad om I begyndte, at tænke alvorligt over, hvad vi stiller op med den sjover.

Digter Halfdan: Jeg har ingen ideer.

Nanette: Hvad kan vi gøre mere?

Kleptofelia: Nu holder vi hovederne kolde, for ellers bliver tankerne golde. Min tumlende færden omkring i verden, har i hvert fald lært mig så meget: Når livet bliver rigtig speget, har du kun dig selv at stole på, hvis det ikke skal gå helt i stå. Mic McMac fra Skotland – det var ham der stjal mig på Gotland – har spoleret meget i mit liv, men i det mindste belært mig om initiativ.

Kleptofelia står med håndgranaten, som Krusemynte glemte.

Kleptofelia:

’Skotten Mic McMac fra Arran

er en fiffig fyr i grunden.

Når hans tænder værker tar han

blot en håndgranat i munden.

Og mens konen og hans venner,

står og klapper eksalteret,

får han toogtredve tænder

rodbehandlet og plomberet!’ (Noget om en Fiffig Fyr. TOS. 131)

Nanette: Hvad vil du gøre?

Digter Halfdan: Ja, lad os høre.

Kleptofelia: Er det altid mig, der skal vise vej!

Nanette: Det er umuligt at finde et ordentligt skjul herinde.

Kleptofelia: Hvad siger du? Du må da kunne komme på en idé.

Digter Halfdan: Hvorfor skulle jeg kunne det?

Kleptofelia: Hvordan kan du være digter, hvis fantasien svigter, når det virkelig gælder? Eller er vi til grin med løgn og latin i alt hvad du fortæller?

Digter Halfdan: Det er sandt, hvad jeg sagde, om end kun om de dele . . .

Kleptofelia: Så fortæl, store digter, vi vil vide det hele.

Digter Halfdan:

’Jeg er en lille digter.

Mit pund er ikke stort.

Det vejer firehundred gram.

Det har det altid gjort.

Jeg skriver sjove digte.

Jeg skriver også triste.

De første læser andre folk.

Selv læser jeg de sidste.

Jeg fødtes som de fleste,

udi min barndoms vår.

Men efter knapt et års forløb

var jeg omtrent et år.

Og siden blev jeg større,

hvad ofte sker med små,

når de får rejst sig og forstår

at det kan gå at stå.

En tid gik jeg i skole,

men gjorde skolen skam,

fordi jeg skrev at Amsterdam

er verdens største dam.

Og at den lå i Jylland,

hvor Luther førte krig

mod Absalon hvis søn, Kong Hans,

blev myrdet af Marsk stig.

Så blev jeg sat i lære

hos en berømt barber.

Der stod jeg så og raged folk

som raged mig en fjer.

Det gik vist skidt. Så gik jeg.

Og det var godt jeg gik.

For man har aldrig hørt om en

barber, der skrev lyrik.

Jeg blev poet i Danmark.

Her lever jeg i fred.

Og mangler pundet nogle gram

husk, posen tæller med!

Den vejer ikke meget.

Og får du knebent mål,

så læg dit eget rige pund

i vægtens anden skål.

Så stiger jeg til himmels

i kraft af dine gram.

Og du vil hviske fra din jord:

O, bare jeg var ham!’ (Noget om Forvaltning af Pund. TOS. 121)

Kleptofelia: Kunne du tænke dig at være ham?

Nanette: Ikke lige – men jeg tror ham skam.

Kleptofelia: Så vi er enige om at yde ham støtte?

Nanette: Hvis det på nogen måde kan nytte . . .

Kleptofelia: Jamen så er vi tilbage ved problemet igen.

Nanette: Hov vent! Måske er det løsningen.

Kleptofelia: Jeg er bange, jeg ikke forstår dig så vel . . . ?

Nanette: For øjeblikket er han sig selv. Krusemynte vil slå ham for panden. Men hvad hvis nu han var en anden?

Kleptofelia: En anden? Ja, det lader sig høre. Men hvordan skulle det lade sig gøre?

Nanette: Vi har jo alt, hvad vi skal bruge til at stille en anden til skue!

Digter Halfdan: Du mener, jeg skal klædes ud?

Nanette: Hvem skulle ellers stå for skud?!

Kleptofelia: Jamen det er jo bare genialt og helt igennem fænomenalt!

Nanette: Nå, din lille digterblære. Hvem vil du så gerne være?

Kleptofelia: Kom så – slip tanken fri for din digterfantasi!

Digter Halfdan: Jeg vil ikke stå som et værre fæ klædt ud som et andet juletræ!

Nanette: Hvis ikke det her skal ende galt, er vi nødt til gøre noget radikalt! - - Skal Halfdan helt forsvinde . . .

Nanette og Kleptofelia får en åbenbaring.

Nanette og Kleptofelia: Må vi gøre ham om til kvinde!

Digter Halfdan: Det bliver over mit lig, hvis I gør det!

Nanette og Kleptofelia: Det bliver over dit lig, hvis vi ikke gør det.

Der hjælper ingen kære mor. Nanette og Kleptofelia er allerede i gang.

Digter Halfdan: Det er forargeligt! Det er rent ud tarveligt!

Kleptofelia: Tværtimod så fornemmer jeg, at det her, det er lige dig.

Nanette: En mand som dig skulle nemt kunne finde sin indre kvinde dybt derinde.

Digter Halfdan: Hvad der er gemt i mig, det bestemmer jeg!

Nanette: Spar nu på krudtet.

Kleptofelia: Altså - han bliver nuttet!

Nanette: En smule buttet . . .

Kleptofelia: Ikke så betuttet.

Nanette: Få hellere besluttet –

Begge: Et navn!

De træder atter engang tilbage. Halfdan er forvandlet til kvinde med stort K fra stilethælene til dame Edna brillerne. Halfdan begynder skeptisk at bevæge sig lidt omkring. Han finder hurtigt ud af, det her er tæskelækkert.

Digter Halfdan: Et navn . . . Else?

’Else elsker pelse.

Else elsker pølse.

Pølse åd hun dagen lang.

Elses pels blev alt for trang.

Pelsen holdt, men Else sprak.

Else – pelse – pølsesnak. (E, Halfdans ABC)

Halfdan går catwalk for de andre. Han nyder det.

Scene 7.

Den gode stemning bliver brat afbrudt. Nøglen lyder atter i låsen. Krusemynte er kommet tilbage.

Krusemynte: Elendige by! Ingenting dur! Isenkræmmeren havde udsolgt af skruer – så nu er far her sur! Var der en der lo? Det er slut med at tro, I kan tage den med ro. Hit med Halfdan, I… tre? - - Nå, de damer, bliver det til noget. Jeg ved I har ham – ud med sproget! Eller tror I måske, I er stærke nok til at undgå at få et ordentligt gok?!

Kleptofelia:

’Jeg kan løfte et hus.

Jeg kan standse et tog.

Jeg kan fløjte på tyve

forskellige sprog. (Jeg kan løfte et Hus. RIM 117 – uddrag)

Krusemynte har atter tøvet lidt. Så går han truende fremad igen.

Nanette:

’Jeg har en ven

der er så stærk,

at han kan løfte

Frederiksværk!

Kleptofelia:

Han er så stor,

at hatten når

derop hvor himlens

skyer går.

Nanette:

Når månen går

sin aftentur,

så bruger han den

som armbåndsur.

Kleptofelia:

Og himlens stjærner

i det blå,

dem går han rundt

og sutter på!’ (Jeg har en Ven. RIM 147)

Krusemynte har tøvet endnu engang. Så tager han udfordringen op.

Krusemynte:

’Den største kæmpes storebror

er større end de store tror.

Der flyver krager dagen lang

ud af hans ene øregang!

Hans næse er et Dovrefjeld

med sne og vintersportshotel!

I overskæggets mørke pragt

går hundred mænd på løvejagt!

I øjets bjergsø skimter man

Pupilien, det sære land

hvor digtere og skælme bor.

Jeg flyttede derfra i fjor!

Du spør, hvorfor? Mit svar er her:

Fordi man løj så rædsomt dér!’ (Den største Kæmpes Storebror. RIM 126 – uddrag)

Krusemynte tager den truende mine på igen og går frem.

Digter Halfdan:

’Den stærkeste mand i verden

kan bære en flodhest i tænderne

og løfte en sporvogn fra skinnerne

imens han klapper i hænderne.

Men sætte en blomst på et lille strå

og farve den vældige himmel blå

og skænke min søster en mælketand –

det evner han ikke, den stærke mand!’ (Den stærkeste Mand. RIM 98)

Krusemynte: Nu er det slut med alt jeres pjat, for nu tager far her nemlig fat og tværer jeres smørrede grin ud i skrækslagne hvin. I er ikke så smarte som I tror og jeres brøler den er meget stor: Da jeg gik var I to og ikke flere og nu er i pludselig blevet én mere! Hvem af jer er Halfdan, må jeg få et bud? Eller skal jeg selv pakke hver enkelt ud!

Nanette: Hvordan kan I mænd være så infame, at I vover at lægge hånd på en dame!

Kleptofelia: I stedet skulle I beskytte og ære os der er udset til at være – først og fremmest – hustru og mor…

Krusemynte: Jeg tror, jeg starter med lillemor…

Nanette: Hold mund med det ord! Jeg har jo sagt, jeg ikke er mor!

Krusemynte: Det rager mig en papand! Nu vil jeg vide hvordan, det her hænger sammen. Slut med fryd og gammen!

Krusemynte tager fat på demaskeringen af damerne, der gør deres bedste for at forsvare både sig selv og frem for alt Halfdan. Under det følgende kaos kunne man fordele vers to og tre fra Noget om at være på Halfdan, Nanette og Kleptofelia.

’Der er noen der er noen som har glemt hvem de var

skønt de er hvad de var da de kom

for de kom da de blev hvad de var og de var

hvad de blev, hvis man vender det om.

Men hvis nogen er ingen og ingen er den

som er ufødt og altså fortabt,

kan han ikke så godt kræve livet igen

da han hverken er til eller skabt.

Jeg er glad jeg er mig for hvis ingen var mig

var det slet ikke mig der var glad,

og hvis ingen var glad for at være som jeg

var det trist og jeg ved ikke hvad.

Men såfremt man bliver født som en brik i et spil

og Vorherre tar fat på en leg

hvor han spør hvem man syns man bør være og vil,

er det klart jeg vil helst være mig.’ (Noget om at Være. TOS. 217 – uddrag).

Krusemynte:

’Jeg kan ikke li folk

der vil snakke konstant,

for jeg tror ikke på

at så meget er sandt.

Og hvis sandheden bor

i den talende pause,

må man prøve at gøre

de snaksomme tavse.

Jeg har fundet en løsning

der er genial.

Den består i et hårdt

lille bankesignal,

der blir sat i funktion

at den snaksomme sel’.

Og såfremt han blir ved

blir han banket ihjæl!’ (Noget om et Bankesystem. TOS. 114)

Krusemynte griber fat i Nanette og lægger an til at lade handling følge ord.

Digter Halfdan:

’Hvis jeg blir soldat

og skal ind i en hær

vil jeg ha mig

et lysegrønt skydelavær

der lar vær med at skyde

når jeg siger til

og det siger jeg lige

så ofte jeg vil

Hvis jeg falder om

og blir såret og skudt

vil jeg rejse mig op

skønt det nok er forbudt

og ta hjem til min mor

fra dem fjollede hær

med en blomsterbuket

i mit skydelavær!’ (Mariehønen Evigglad)

Krusemynte: Er du færdig med din falbelade, så jeg kan give mor her et par flade. – Hvad siger du så!

Nanette: Jeg tilstår!

Nanette bryder hulkende sammen.

Kleptofelia: Hvad!

Digter Halfdan: Hvad?

Krusemynte: Aha!

Nanette: Kleptofelia, på min ære, den byrde var for tung at bære!

Kleptofelia: Men kæreste dog, hvad snakker du om?

Nanette: Jeg frygtede for verdens dom.

Krusemynte: Halfdan, hør nu, spillet er ude. Det nytter ikke at begynde at tude. Drop facaden og slut maskeraden.

Kleptofelia: Hold dig på måtten, eller jeg bliver knotten!

Krusemynte: Hvad er nu det her for noget? Han har jo allerede tilstået!

Kleptofelia: Hun tilstår ikke det, du tror!

Nanette: Jeg tilstår blot, at jeg er mor. – Det skete i min ungdoms vår. Jeg stod på altanen og tørrede mit hår. Jeg så ned og da fanget mit øje en mand, der betragtede mig nøje. I et nu smeltede vi sammen til ét og på stedet skrev han følgende digt:

’I går sprang alting ud

som Gud bestemte.

I dag sprang jomfru Olsen

ud fra femte.

Men da en sanger stod

og kvad om våren,

fortrød hun springet

før hun ramte gården.

Og da hun syntes godt

om hans tenor,

lod hun sig gribe af

hans skønne ord!’ (Noget om at føle sig Grebet. TOS. 85)

Krusemynte: Jeg tror, jeg bliver skør. Jeg er ganske ør. Det kører rundt og min mave gør ondt.

Krusemynte synker i knæ. Halfdan og Kleptofelia styrter til for at hjælpe ham.

Kleptofelia: Har du det skidt? Dit ansigt er hvidt.

Digter Halfdan: Hvad sker der? Hvordan kan det være, du ligner en der har set et genfærd.

Krusemynte: Ikke bare set, men også hørt, selvom jeg ved det lyder skørt. Man skulle tro det var løgn, men det seneste døgn har budt på utrolige hændelser, der nu driver folk til bekendelser. Og hvis det er i orden med jer, så tror jeg det er min tur her. Nanette har afsløret, at hun er mor. Og hvis det er sandt, så tror jeg minsandten det samtidig var en afsløring af, at jeg er – far.

Digter Halfdan: Og hvad har det med sagen at gøre?

Nanette: Det tror jeg gerne, jeg vil høre.

Digter Halfdan: Det er da fuldkommen irrelevant!

Kleptofelia: Nej tværtimod – meget interessant.

Krusemynte: Forstår I, det digt, som Nanette fremsagde, det skrev jeg i min ungdoms dage.

Nanette: Dan, min ven, er det virkelig dig.

Krusemynte: Nanette, hvorfor forlod du mig?

Nanette: Fordi vores kærlighed skabte et barn.

Krusemynte: Det vidste jeg ikke – åh, jeg skarn!

Digter Halfdan: Men hvorfor så forlade ham?

Nanette: Dengang var det en stor skam. Min far var meget gammeldags og forventede, at jeg stod brud, før jeg kastede mig ud i tant og fjas. Så i stedet smed han mig ud. Så kom anonyme smædebreve, der også gjorde livet svært at leve, så for at gøre smerten kort, skyndte jeg mig at flygte bort.

Krusemynte: Jeg husker særlig et anonymt brev. Jeg nævnte det i et digt, jeg skrev, da vi var sammen den sidste nat. – Hvor jeg dog elskede dig, min skat.

Digter Halfdan: Sådan en gang pladder og romantisk faddersladder! En følsom anarkist? Det er simpelthen for trist. Det næste bliver vel, du svigter dit kald og siger, du er digter?!

Krusemynte: Det ville jeg være dengang. Det var en ubændig trang. Men uden kærlighed var det liv forbi og så fyldte jeg tomheden med ideologi.

Digter Halfdan: Hold op! Jeg vil ikke høre mere. Det er mig, der er digteren her!

Halfdan flår forklædningen af.

Krusemynte: Halfdan, tag ikke sådan på vej. Du har intet mere at frygte fra mig.

Digter Halfdan: Du forfølger mig hele natten, for at give mig nogle på hatten. Hvordan skulle jeg nu være hyggelig og rar, når jeg pludselig tror, at du er min . . . far.

De andre: Hvad?

Digter Halfdan: Da jeg blev fundet og sat i pleje, lå der på mit lille leje et digt, som jeg fik af min plejemor, da først jeg var blevet tilstrækkelig stor.

’I Nanettes lille sovekammer

sidder jeg med hendes hånd i min,

mens mit stakkels hjerte står i flammer

som en dunk med brændende benzin.

Begge er vi tavse og fortrykte.

I et brev med mange slemme ord

står der skrevet, at Nanettes rygte

ikke er så godt som visse tror.

Visse det er mig! Nanettes øjne

flakker rundt som viber på en eng:

Tror du på de polygame løgne?

hvisker hun og retter på sin teint.

Jeg vil ikke tro på sjofel sladder,

brummer jeg og tror, hvad jeg vil tro.

– Vil du smøre et par mellemmadder?

spør Nanette mens hun går til ro.

To små skiver, hvisker hun, med gouda!

og et lille glas promillevand!

Og jeg skænker til hun sier: Hov-hov-da!

det er snaps og ikke kildevand!

Jeg skal kilde dig til gråden strømmer!

råber jeg med megen brask og bram,

mens Nanette spiser ost og drømmer,

at hun rødmer inderlig af skam.

Stille lukker hun de små ovale

nøddeøjne i og fløjter tyst,

mens jeg leger lidt med den banale

sukkerkugle på det venstre bryst.

Se, nu sover hun! På hendes læber

brænder drømmens lille røde stempel.

Og i søvne maler hendes kæber

osten ned i kroppens lyse tempel.’ (Noget om Nanettes Uskyld. TOS 46)

Nanette: De ord lagde jeg ved lille Halfdans leje.

Krusemynte: Ord til andet hvad jeg skrev ved dit leje.

Nanette: Det var alt hvad jeg havde at give dig. Det var så tungt at gå min vej. Men jeg kunne ikke blive! Halfdan, kan du tilgive? Må jeg igen kalde mig: Mor?

Halfdan falder hende om halsen.

Nanette: Åh, Halfdan – hvor er du dog blevet stor!

Krusemynte: Hvis jeg nu lover at være rar, må jeg så også kalde mig . . .

Digter Halfdan: Far.

Halfdan trækker ham med ind i gruppen.

Kleptofelia: At se jer sammen, gør mig styrtende glad, men også rystet og ør. Historien vender hos mig et blad, da jeg også har hørt digtet før.

Krusemynte: Hvad mener du?

Nanette: Fortæl det nu!

Kleptofelia: Da jeg kom hjem blev jeg kirkebetjent – selvom jeg ikke var meget bevendt. Men så en vinterdag, hvor kulden var streng, fandt jeg på trappen en lille dreng, som ad uransagelige veje, dér havde fundet sit leje. Det eneste han havde i sin favn, var det digt jeg nu har hørt til gavn. Men drengen blev fjernet og sat i pleje. Og sådan skiltes vore veje. Siden har jeg brugt al kraften på at hitte gods fra morgen til aften i håbet om at finde igen, min længe savnede lille ven.

Digter Halfdan: Hurra og tju-hej for lykkelige mig! Hvem havde troet, jeg skulle finde en hel familie herinde.

Krusemynte: Kom det skal fejres! Må jeg byde jer med til fest på mit hemmelige tilholdssted?

Nanette: Med den beskrivelse, du gav dit slot, lyder det ærlig talt ikke så godt.

Krusemynte: Jeg beskrev det vist ikke helt rigtigt og heller ikke i den rette ånd. Men fra nu af er det vigtigt, at tage skeen i den anden hånd. Det slot havde jeg set – bare så i ved det – på et billede af Marstrand. I virkeligheden er mit skjulested et havehus i Brabrand.

Alle:

’Livet er en morgengave.

Sjælen er et pilgrimskor.

Der står krokus i min have.

Der står øller på mit bord.

Under himlen hænger lærken

som et fjern bevinget frø,

for en lærke tænker hverken

på at kæmpe eller dø.

Her er fredeligt og stille.

Her er ingen larm og støj.

Jeg har sået kruspersille

og et brev med pure løg.

Lad alverden slå for panden

og bekæmpe spe med spot.

Jeg vil enes med hinanden

og mig selv og ha det godt.

Der er nok som går og sysler

med at sprænge kloden væk.

Jeg vil ikke ha skærmydsler

og kanoner bag min hæk.

Mens de andre går og sveder

for at gi hinanden lak,

vil jeg pusle med rødbeder,

selleri og pastinak.

Livet er en dejlig gave.

Jorden er en herlig jord.

Der er øller i min mave.

Der står krokus på mit bord.

Når reserverne skal stille

for at splitte kloden ad,

skriver jeg med kruspersille

verdens mindste heltekvad. (Noget om Helte. TOS. 161 – uddrag)

Slut

Hit med Halfdan

En humoreske for børn og deres voksne

Århus, oktober 2004

Digter Halfdan

Nanette Jensen

Kleptofelia Møller

Anarkisten Krusemynte